Skrivelse i Folketidende

Babymos fra Fejø flytter ind på Knuthenlund

 – KNUTHENLUND Efter et halvt år i dvale kommer der til september atter liv i produktionslokaleme på Knuthenlund.

Det er babymosfirmaet “Fra Fejø”, der rykker ind i de tomme lokaler på den økologiske herregård.

Det lille firma producerer babymos med økologiske, danske råvarer ud fra den nyeste forskning, der viser, at udenlandsk økologisk frugt stadig kan have spor af giftstoffer i sig.

Råvarerne er kommet fra Laust Spandet Jensens økologiske plantage på Fejø, mens Bandholm Frugt tidligere har stået for produktionen af babymosen.

Facebookopslag gav pote
Men med nyheden om, at Lars og Anne Albrektsen lukker Bandhohn Frugt ned til årsskiftet, har “Fra Fejø” fået et problem. Folkene bag har derfor ledt efter egnede produktionslokaler. Men da de ikke fandt egnede lokaler på Fejø, spredte de eftersøgningen til hele Lolland og lagde et opslag på Facebook.

Det gav i den grad pote med mange forslag, og en af henvendelserne var fra de nye ejere af Knuthenlund, Erik og Andreas von Rosen. De havde lige lokalerne, skrev de, og nu er aftalen altså i hus. Fra september skal der laves økologisk babymos i de lokaler, hvor der tidligere blev produceret prisvindende økologiske oste.

Knuthenlund blev solgt til Erik og Andreas von Rosen i marts efter en’lang penode, hvor Susanne og Jesper Hovmand-Simonsen havde kæmpet for at redde stedet.

Det stod hurtigt klart, at al produktion og dyrehold skulle lukkes ned, mens det økologiske landbrug fortsatte driften. Det er da også omgivelserne med økologiske marker lige så langt øjet rækker, der har lokket “Fra Fejø” til at slå sig ned på godset, fortæller folkene bag.

Baggrunden for flytningen til Knuthenlund skal også findes i, at “Fra Fejø” har fået rigtig travlt. Idéen med at sælge økologisk babymos lavet på lokal frugt har vist sig at være rigtig god. “Fra Fejø” oplever en eksplosiv efterspørgsel efter deres glas og har netop landet en aftale med dagligvarekæden Irma om at få glassene på deres hylder. Det går så stærkt, at folkene bag “Fra Fejø”forventer at kunne sælge mellem 10.000 og 12.000 glas babymos i løbet af det næste år, så de større produktionsfaciliteter kommer lige til tiden.

Hvor stor og hvilken del af Knuthenlund der skal sættes af til produktion og lageropbevaring af babymos, vides endnu ikke. Men allerede nu rykker de første produktionsmaskiner ind på stedet.

Frugten kommer dog stadig fra Fejø, så navnet er stadig retvisende.

BIRGITTA ANDERSEN

ban@ftgruppen.dk