Skrivelse i Folketidende

5.000 glas om måneden skal have etiketter

 – Babymos fra Fejø søger penge gennem Coop Crowdfunding til en ny etiket-maskine til små glas med frugtmos til babyer.

FEJØ Babymos fra Fejø er på vej ud til alverdens butikshylder. I øjeblikket søger stifterne af firmaet penge gennem Coop Crowdfunding, så de kan købe en ny etiketteringsmaskine til deres babymos.

“Fra Fejø”, som firmaet hedder, blev stiftet i marts 2017 og producerer frugtmos lavet af æbler, pærer og blommer fra Fejø. Quinoa fra Lolland og gulerødder fra Lammefjorden. Laust Jensen dyrker frugterne, og Morten Wæver, der er én af ejermændene bag “Fra Fejø”, bearbejder frugten til mos.

– I starten fik vi mosen lavet hos Bandholm Frugt, fordi vi ikke rigtig selv turde binde an med produktionen, men da vi i august i år fik tilbudt nogle nedlagte mejerilokaler på Knuthenlund, slog vi til, fortæller han. I øjeblikket produceres der op til 5.000-6.000 glas om måneden, men det er tanken, at produktionen skal op på mindst 20.000 månedlige glas. Babymosen sælges i øjeblikket gennem Irma, men i løbet af et par uger landes en aftale med en anden stor detailkæde.

Lokale kvalitets-råvarer
Fra Fejø søger om 50.000 kroner til en ny etiketteringsmaskine, og det er meningen, at også andre producenter med tiden kan få glæde af faciliteterne i det gamle mejeri.

– Vi går rigtig meget op i, at det hele er lokalt. Vi køber råvarer af den bedste kvalitet og producerer det lokalt under ordentlige forhold. Men så bliver det også det bedste, siger Morten Wæver og understreger, at selv om 5.000 glas måske lyder af meget, så er der kun 150 gram i hvert glas. Fejø Frugt”.


Af: INGER BAUMANN MØLLER – ibm@ftgruppen.dk


Leave your comment